Forarbejde:
Stukken bør opsættes før der færdigmales eller
tapetseres, men det er en praktisk idé kun at mangle den
sidste omgang maling af loft/væg. Loft og vægge skal være
glatte, jævne og rene. Vask evt. med en grundrens inden
opsætning, så er du sikker på at der ikke er støv eller andet
løstsiddende materiale.
Når overflade er klar, skal du måle og strege
op. Vær omhyggelig med måltagning og opstregning så får du det
bedste slut resultat. Marker en streg på væggen hele vejen
rundt i rummet, brug evt. vaterpas, tommestok eller en stram
snor til at strege op efter. Afstanden fra stregen til loft
skal svare til højden på stuklisten.
Tip:
Du kan sagtens sætte stukken op oven på eksisterende tapet
hvis du ikke vil ”rense i bund”.
Tilskæring:
Det er vigtigt at få vinklen i hjørnerne skåret
ordentligt, det er ærgerligt at opdage at man har skåret skævt
eller forkert. Brug en skærekasse til at få vinklerne lige.
Sørg for at stukken vender rigtigt og ligger korrekt i
skærekassen før du saver.
Når du har savet stukken til så hold den op mod
det sted på væggen hvor den skal opsættes, tjek om målene
passer og juster evt. hvis det er nødvendigt.
Ved hjørner kan det sommetider drille at få til
passet mønster på millimeteren. Her er det let at anvende en
fugemasse og en finger for at fuldføre manglende mønstre, og
måske sandpapir for at lave den grove tilpasning.
Tip: Lån en special skærekasse til stuk gratis
i 3 uger hos os.
Opsætning:
Start i det hjørne, der ses mest når man kommer
ind i rummet, og afslut i det hjørne der ses mindst – for
ligesom ved tapetsering, vil der næsten altid være en
afslutning, der ikke præcist kan matche i mønstret.

Fra limpatronen presses rigeligt med klæber bag
på stukken på de flader, der fladt skal røre loft og væg, og
på den ene endeflade. Stukken placeres langs den markerede
kant og presses omhyggeligt på plads hen ad væg/loft. Hvis
der er mellemrum mellem stuklisten og loft/væg fyldes disse ud
med samme klæber. Overskydende klæber tørres straks af med en
fugtig klud.
Det er nemmest at være 2 ved opsætningen men
ikke nødvendigt. Afhængig af stukkens størrelse/vægt anbefaler
vi at du fæstner med lange dykkere for hver halve meter på
skift i væg/loft. Slå ikke dykkerne helt i. Evt. kan du blot
sætte dykkerne under stukken - så de blot ”styrer” stukken.
Sørg for at endestykkerne passer sammen på den udvendige side
(vægge er ofte ikke helt lige). Forskydninger kan reguleres
med enten et ekstra tykt lag klæber eller smalle plastkiler.

Til sidst eftergås samlinger og der udfyldes
evt. med klæber hvor det er nødvendigt. Stryg samlinger og
udfyldninger med en våd klud eller svamp for at udglatte evt.
ujævnheder.
Efterbehandling:
Dagen
efter – når klæberen er tør - eftergås stukken. Eventuelle
”skygge-linier” langs væg og loft efterfuges med klæber,
overflødig klæber tørres igen af med en våd klud. Samtidig
trækkes dykkerne ud og hullerne lappes. Ved at bruge denne
fremgangsmåde undgår du helt skygger, som det kan være svært
at skjule efter tapetsering.
Herefter er det bare at male stukken.
Tip:
De fleste vælger at male stukken hvid, men brug bare din
fantasi: mal detaljerne – eller dekorer stukken
yderligere med en kant i f.eks. væggens farver eller
guldmaling, alternativt kan man vælge at patinere stukken.
Opsætning af loftroset:
Loftsrosetter opsættes på tilsvarende måde.
Sæt blyantsmærker på loftet, så er det nemmest at få placeret
rosetten præcist. Kom rigeligt med klæber på klæbefladerne.
Pres på plads ved at trykke mod loftet og dreje forsigtigt
lidt frem og tilbage for at opnå totalkontakt.
Gør rosetten fast med nogle få dykkere/skruer,
så holder den straks af sig selv, og samtidig får man bedre
kontakt, da loftet måske ikke altid er helt jævnt og somme
tider kan der være lidt materialespænding i rosetten. Slut af
med at fuge i kanten og fyld evt. skruehuller, og tør det
overskydende klæber af med en våd klud/svamp.
Tip:
Inden loftrosetten opsættes, så se på, om der evt. skal laves
udskæringer for lampe/ledning/loftskrog.
Klæber (varenr. 3611):
Vandbaseret
STUKLIM og spartelmasse der i én arbejdsgang monterer og
spartler. Efter tørring kan limen slibes og overmales.
Anvendes til Polyurethan (PU) og Polystyren
(PS).
1 patron rækker til mellem 5-12 mtr.
Maling:
Polyurethan (PU) kan males med al slags maling – polystyrol
(PS) kun med vandbaseret maling.
Husk før opsætning:
Skal der føres elektriker-rør bag stukken til fx. højttaler-
eller alarmledninger?
God fornøjelse
med projektet!!