Hjemmet er som en forlængelse af ens personlighed
For Kine handler indretning ikke kun om, hvordan tingene ser ud, men også om at udtrykke sin personlighed gennem farver og former. "Indretning betyder meget for mig. Det er en stor hobby," fortæller hun. Hendes hjem er fyldt med ting, hun elsker, og ligesom Kine selv er det hele tiden under forandring. "Jeg kan godt lide, at det hele kan udvikle sig. Det er netop dét, der gør indretning så spændende," siger hun. Hendes yndlingsrum er den gule stue “på grund af brændeovnen, sildebensparketten, kuglestolen fra Eero Aarnio – og så selvfølgelig farverne, der skifter, alt efter hvordan lyset falder."