Det var ikke mange originale detaljer eller stukkaturdetaljer, der var tilbage i den lejlighed fra 1883, som Emelie og hendes sambo havde købt. Det meste var forsvundet under en renovering, sandsynligvis en gang i 1960'erne eller -70'erne, hvor funktionalitet var vigtigere end omsorg for detaljer og kulturarv. Emelie, som længe havde drømt om en lys lejlighed fra århundredeskiftet med knirkende sildebensparket og smuk stukkatur, trådte i stedet ind i en lejlighed med plast på gulvene, glasfibervævede tapeter og ikke den mindste antydning af loftslister tilbage. Men lejligheden havde potentiale, og det var et oplagt valg selv at tilføje stukkatur. Dog bød dette valg i starten på noget af en udfordring, for Emelie havde drømt om overdådig stukkatur.
- Lige der følte jeg, at jo større, jo bedre. Jeg ville have mere af det hele, fortæller Emelie. Jeg havde bare drømt masser af snørklet stukkatur i forbindelse med indretning. Men jeg måtte forholde mig til realiteterne og alt, jeg lærte i skolen om arkitektur og stilhistorie, kom tilbage til mig. Jeg indså, at jeg jo hellere ville genskabe og bevare snarere end at føje ekstra overdådighed til. For mig var det vigtigt, at det, vi tilføjede, føltes tidssvarende og passede til husets øvrige arkitektur. Eftersom der mildest talt ikke var mange originale detaljer tilbage i vores lejlighed, bankede jeg på hos naboer for at se, hvordan deres lejligheder så ud, og jeg noterede mig udseendet af trappeopgangen og husets facade – så jeg kunne finde ledetråde om, hvordan vi kunne renovere med respekt for ejendommens historie.
Omkring århundredeskiftet var det almindeligt, at lejlighedens stuer blev udsmykket med markante og snørklede stukkaturer, mens andre rum, som f.eks.køkkenet eller soveværelset, fik en mere enkel udsmykning. Med udgangspunkt i det og de oplysninger, det lykkedes Emelie at finde frem til om boligen, faldt valget til sidst på stukliste
Z145 til dagligstuen og stukliste
Z144 til de øvrige rum i lejligheden.